Vedtægt for Viskinge Vandværk
§ 1
Selskabet, der er stiftet den 18. marts 1936, er et andelsselskab, hvis navn er Viskinge Vandværk. Selskabet har hjemsted i Kalundborg Kommune.
Formål — § 2
Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som foruden driftsomkostninger skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
Medlemmer — § 3
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet. For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, med mindre andet er tinglyst på ejendommen.
Medlemmernes rettigheder — § 4
Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af kommunen fastsatte regulativ. Ved indmeldelse udleveres vedtægt, regulativ og gældende takstblad.
Medlemmernes forpligtelser og hæftelser — § 5
Medlemmerne er forpligtede til at overholde selskabets vedtægter, regulativer og øvrige bestemmelser samt til at betale de af generalforsamlingen fastsatte bidrag.
Anlæg — § 6
Selskabets anlæg, herunder hovedledninger, boring, vandværk m.v. er selskabets ejendom.
Salg af vand til ikke-medlemmer — § 7
Bestyrelsen kan give tilladelse til salg af vand til ikke-medlemmer. Det samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet. Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer.
Generalforsamling — § 8
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.
Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages varsel ved særskilt meddelelse til hvert enkelt medlem eller ved annoncering i lokal avis.
Forslag skal, for at kunne behandles på den ordinære generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest den 1. februar. Indkomne forslag skal fremgå af dagsordenen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
- Budget for det/de kommende år forelægges til godkendelse
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
- Valg af revisorer og revisorsuppleanter
- Eventuelt
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25 % af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.
De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.
Stemmeret og afstemninger — § 9
Hvert medlem har én stemme, uanset vedkommende ejer flere ejendomme.
Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.
Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Købere i henhold til § 7 har ret til at overvære generalforsamlingen og har taleret, men ingen stemmeret. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.
Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling eller ved næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.
Bestyrelsen — § 10
Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer.
Herudover er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.
Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget inkl. eventuelle henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.
Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet.
Tegningsret — § 11
Selskabet tegnes af formanden i forening med mindst ét bestyrelsesmedlem.
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
Regnskab — § 12
Selskabets regnskabsår løber fra den 1/1 til den 31/12.
Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.
Revision af regnskaberne foretages jfr. generalforsamlingsbeslutning af den/de generalforsamlingsvalgte revisor(er), og/eller en af bestyrelsen eventuelt antaget revisor.
Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.
Opløsning — § 13
Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.
Ikrafttræden — § 14
Selskabets vedtægt er sidst ændret på den ekstraordinære generalforsamling den 5. maj 2014. Vedtægten træder i kraft den 5. maj 2014.